Vores skole


Rammer
Hasle Skole er en to til tre-sporet skole med egen svømmehal, idrætshal og udendørs idrætsfaciliteter. Skolen har skolefritidsordning, der har til huse dels i skolens bygninger, dels i et tidligere fritidshjem beliggende på skolens grund. I skoleåret 2008/09 har skolen gennemgået en omfattende modernisering og renovering. I løbet af 2009 fik skolen desuden etableret to store legepladser og i 2013 anlagt to pannabaner, en multibane, motorikbane samt aktivitetsopstregning af skolegården. 

Klasser og elever
Der indskrevet ca. 615 elever fordelt på 30 klasser fra 0.-9. klasse, hvoraf to er specialklasser.

Skoledistrikt
Det centrale Hasle, området omkring Hasle Kirke, området øst for Viborgvej/Herredsvej, Finnebyen, Kalenderkvarteret, Kornmodsbakken og Fjælde- Rydevænget.

 

Værdigrundlag
Hasle Skole arbejder ud fra de mål og værdier, der er vedtaget for skolerne i Århus Kommune. Herudover arbejder vi for en profil, hvor tryghed og kammeratskab sættes i centrum for at skabe de bedste forudsætninger for det, der er skolens vigtigste opgave - høj grad af faglig læring. Der er mange fagligheder, og der er mange veje til læring. Vi bruger gerne flest mulige. Særlig bevågenhed har de kropslige og musiske udtryksformer. Det er vores mål at blive kendt for vores musikprofil.

Elevgruppen er meget bredt sammensat. Det giver eleverne de bedste muligheder for at lære, at verden er mangfoldig, og at andres virkelighed er en anden end ens egen. I mangfoldigheden tager vi altid udgangspunkt i lighederne, og vi lægger vægt på, at eleverne lærer og efterlever rettigeheder og pligter i vores demokratiske samfund.

Kort sagt lægger Hasle Skole særlig vægt på:

  • Høj grad af faglig læring med udfordringer til den enkelte elevs potentiale
  • Ordentlige omgangsformer, respekt for hinanden og for samfundets demokratiske værdigrundlag
  • At skolen både er et godt lære- og værested
  • At skolen rummer udfordringer for elevernes kropslige og musiske udvikling
  • Et aktivt skole-hjemsamarbejde tilpasset den enkeltes og klassens behov


Historie
Bygningerne fortæller historien om den lille to-klassede landsbyskole, der voksede sig stor. Der har været drevet skole på grunden siden 1743. Den ældste nuværende bygning er dog opført i 1917. Siden kom 400-fløjen i 1939, og fra omkring 1950 er foretaget adskillige udvidelser efterhånden som nye boligområder skød op, og landsbyen blev en del af Århus.


 

Hasle skole omkring 1917